Sammen om fremgang

Kandidat nr. 11

Morten Graversen

Jeg er 44 år gammel og født og opvokset i Bremdal. I forbindelse med mit studie og job har jeg været et kort smut på Sjælland og i Holstebro, inden vi nu igen bor i Bremdal. Det har jeg nu gjort i 14 år sammen med min kone Trine og vores 3 børn.

Jeg er uddannet Fysioterapeut og klinikejer af Struer Fysioterapi. Sidenhen er jeg blevet Idrætsspecialist og har igennem klinikken en del arbejde med topidrætsfolk. Jeg sidder i samarbejdsudvalget i regionen for fysioterapi og er formand for arbejdsgiverbestyrelsen i Danske Fysioterapeuter.

Sundhed er mit omdrejningspunkt i mit arbejde og mine politisk valgte poster.

Bevægelse fylder meget for mig i min fritid og selvfølgelig også i mit job. Og jeg nyder at komme ud at løbe i den skønne natur, som Struer kommune besidder.

Jeg har været med til at stifte løbeklubben i Bremdal, er ophavsmand til Hjertestien i Struer og vejleder på den grønne ring i Struer. Derudover har jeg været motivator til at få Run To the Beat til Struer. Fælles for disse ting er motion og natur, hvilket er en skøn blanding, som jeg nyder meget.

Foreningslivet har altid været vigtigt for mig, både som aktiv, træner og leder.

Jeg er iværksætter, positivist, fokuseret og familiefar, og så er jeg Struerbo – Og stolt af det!

En mand i fuld fart i byrådet

I mit job møder jeg rigtig mange mennesker og hjælper da heldigvis også mange. Derfor ved jeg, at bevægelse er afgørende i mange af livets facetter, og vi skal have bevægelse som et øget fokus i Struer kommune.

Det være sig fysisk bevægelse men i lige så høj grad bevægelse tænkt som vækst. Hvis ikke vi bevæger os, så står vi stille og det betyder tilbagegang. Derfor stiller jeg op til valget i november.

Jeg vil gerne arbejde med, hvordan vores børn bliver tilbudt bevægelse i Struer kommune og vi skal nytænke hvordan vi fokusere på vækst i erhvervslivet i Struer kommune.

Alt for mange børn og unge er foreningsløse i Struer kommune. Det skal vi have lavet om på, så der kan blive flere positive relationer for vores ungdom. Det giver dem styrke til voksenlivet og den mentale, sociale og fysiske sundhed vil blive øget.

Sundhed

Det er afgørende for borgernes sundhed og velvære at de får de rette tilbud. Med nu 20 års erfaring indenfor sundhedsvæsenet har jeg set hvor afgørende det er at man møder borgerne der hvor de er. Vi mennesker er forskellige og derfor skal der også forskellige tilbud til. Jeg vil gerne være med til at sikre at vi finder den bedste løsning til den enkelte borger.

Vi mangler at få sat et større fokus på forebyggelse og gøre det muligt, at der bliver lagt liv til årene. Sundhed skal i centrum. Jeg ved at bevægelse hjælper og jeg vil arbejde for at det bliver nemmere for flere i Struer kommune at komme til at bevæge sig.   

Bevægelse i erhvervslivet får vi ved at nytænke hvordan vi tilbyder hjælp til nye virksomheder der gerne vil til Struer og hvordan vi hjælper etablerede virksomheder med at vækste. Det er afgørende for at man har lyst til at drive virksomhed i Struer kommune. Det må aldrig blive Struer kommune der bremser væksten hos vores virksomheder.

For mig et det vigtigt at vi tænker som en hel kommune og får alle med. Det betyder at vi skal sørge for at alle kroge af kommune bliver hørt og set. Så vi både har Lydens By men også Lydens kommune.   

Vi bor i en kommune med meget skøn natur

Den skal vi værne om, men også få præsenteret bedre, så flere får lyst til at bruge den og komme og besøge den. Blandt andet så har vi et stort potentiale i at få lavet flere attraktive byggegrunde med udsigt.

Vi skal blive bedre til at tale vores kommune op, og have et øget fokus på markedsføring af vores kommune.  

mg@fysioterapi-struer.dk
https://www.facebook.com/morten.graversen.14

”Din sundhed skal i centrum. Om du er ung eller gammel i Struer kommune, så skal du have mulighed for at få de bedste behandlingstilbud, og du skal kunne få hurtig hjælp. Vi skal sikre, at der er en rød tråd i Struer kommune, så uanset om det er i vuggestuen eller på plejehjemmet, så bliver der tænkt bevægelse og dermed sundhed i centrum.”