Sammen om fremgang
Kandidat nr. 4
Tim Pindstofte
Jeg er 55 år og bor på en landejendom i Hjerm, med min samlever og vores sammenbragte børn. Familielivet, naturen, livet på landet og det frivillige foreningsarbejde er noget, jeg sætter stor pris på.
Jobmæssigt er jeg chef i en større virksomhed, hvor jeg beskæftiger mig med el-forsyning, infrastruktur og grøn omstilling, -fx CO2 reduktioner, klima og miljø samt bæredygtighed. Jeg har i mit arbejdsliv næsten altid været ansat i større virksomheder og beskæftiget mig strategi, vækst, udvikling og forandringsledelse.
Jeg er aktiv i Hjerm Borgerforening, Struer Kommunes Lokalområdeudvalg, Bosætningsambassadør, Motorvejsgruppen, og politisk sidder jeg i bestyrelsen i Venstres vælgerforening i Struer Gimsing Hjerm samt Kommuneforening. I 2019 var jeg initiativtager til en arbejdsgruppe i Hjerm, hvor vi med statslige bredbåndspuljemidler, fik nedgravet fibernet i dele af Hjerms landområder.
Struer Kommune er på mange måder en helt fantastisk Kommune, og gennem årene har der været mange fine udviklings- og aktivitetsinitiativer. Vi har helt særlige og unikke naturressourcer, en hyggelig bykerne, smukke landområder og fantastiske landsbyer med ildsjæle, som bidrager væsentligt til en helt særlig herlighedsværdi.
Jeg vil som byrådskandidat arbejde for øgede ambitioner og visioner, med bl.a. en bredere satsning i udvikling og markedsføring lokalområderne. Vi skal vi i langt højere grad, sætte landsbyerne, lokalområderne og vores naturressourcer i spil, når vi brander Struer Kommune.
Det frivillige arbejde, foreningernes trivsel og fortsatte udvikling samt ildsjælenes motivation skal understøttes, da skærpede regler og krav har gjort foreningsarbejdet vanskeligere og mere bøvlet. Jeg vil derfor arbejde for, at vi politisk yderligere hjælper, bidrager og støtter foreningslivet.
Vores lokale virksomheder skal kunne forvente sig en kommune som spiller bold, og hjælper virksomhederne på enhver tænkelig måde. Vi har over årene set større eller mindre tilfredshed fra virksomhedernes side ift, hvad de kan forvente sig, når det gælder samspil og samarbejde. Vi skal hurtigt have sikret og dokumenteret et stabilt, højt serviceniveau – Og det vil jeg gøre mit til.
Bosætning er en kritisk parameter for Struer kommunes succes i fremtiden, kurven SKAL knækkes, og vi skal have robuste og målbare planer for, at der igen er en nettotilvækst af borgere. Det kræver, at vi som kommune er attraktive på en lang række områder; fx sundhed, børn og unge, kultur og fritid, velfærd samt boliger og attraktive byggegrunde.
tim.pindstofte@hotmail.com
https://www.facebook.com/Tim-Pindstofte-Byr%C3%A5dskandidat-Venstre-Struer-Kommune-171615956734512